Prins Henrik og Danmark

Det var en stor oplevelse for mig som en islandsk royalist, født under kong Christian den X, i går at se DRs „direkte” genudsendelse af prinsesse Margrethe og greve Henri de Monpezats bryllup den 10. juni 1967. Ikke mindst var det indtagende at se tronfølgerens kærlighed til den smukke grev, der lyste fra hendes øjne og i hendes smil. 

Det har derimod længe undret mig på hvilken måde mange af mine danske venner i tidens løb har snakket om Hans Kongelige Højhed Prins Henriks danske sprog. Min medlidenhed har en smule med at gøre, at han og jeg har tre ting til fælles. For det første er vi begge to født på „fandens fødselsdag” den 11. juni. For det andet har vi været gift i over 50 år med vores egne Margrethe, han med Danmarks tronfølger, nuværende dronning af Danmark, jeg med min Eggertsdóttir, mor til seks børn. For det tredje har vi begge to måttet opleve at være „fremmedarbejdere” i kongeriget Danmark, greve Henri de Monpezat som „ansat” i et halvt århundrede i det danske kongehus, jeg tjenende i fire år som leder i afdeling for uddannelse og kultur i Nordisk Ministerråds Sekretariat.

De fire år i København – og mange gange siden – har jeg hørt dem som har dansk som modersmål, snakke om hvor dårlig dansk grev Henri de Monpezat taler og hvor dårligt sprogøre han har. Da har jeg funderet over hvor godt fransk eller islandsk de taler. Dette blev jeg mindet om da jeg i går hørte DRs kvindelige TV vært nævne navnet på Islands præsident i år 1967, Ásgeir Ásgeirsson, som sandelig er et vanskelig navn at udtale hvor det forekommer lange diftonger og tryk på første stavelse. Ingen Islænding ville have forstået TV værtindens udtale af præsidentens navn. Man skal ikke kaste sten i et glasshus. Og greve Henri de Monpezat har gjort alt hvad han kunne for at tjene det dejlige Danmark.

 

Reykjavík, 11.juni 2017

Tryggvi Gíslason

 

Snet til Berlingske og Jyllandsposten

Athugasemdir

[FORNLEIFUR, 14.6.2017 kl. 07:05]

Den danske prinsgemal kan så meget andet. Men problemet er nu sandt at sige først og fremmest danskernes. Danskerne er, på samme måde som islændingene, mere optaget af sig selv end de mennesker udefra som beriger vores kultur med sit langvarige ophold i vores lande. Danskeres sprogkundskaber og formåen til at udtale andre europæiske sprog er vist heller ikke noget at råbe hurra for. Det samme kan siges om mange islændinges omgang med det dansk såvel som andre sprog. Gud har vist delt meget få sprogører ud til Island.

Nu skal vi også kalde Henrik ved sit rette navn. Han tog en navneforandring, som afkræves alle royale i Europa når de gifter sig uden for sit rige, en skik som islændingene i årtier også krævede af alle udlændinge som bosatte sig på Island. Prins Henrik er ikke længere greve, men prins/prinsgemal. En konge må han jo ikke være, selvom hans hjerte efter sigende begærer den titel. Det skal vi Islændinge ikke blande os I, for vi er jo alle småkonger og -dronninger, men det er Margrethe der bestemmer og hjemme hos mig er det også konen der bestemmer - dog ikke alt. Det er altid bedst.

Jeg kan godt huske som barn, da jeg på islandsk fjernsyn så brylluppet, og  hørte hvorledes speakeren voldtog præsident Ásgeir Ásgeirssons navn til at lyde som Æske Askeson. Jeg var voldsomt indigneret. Meget senere opdagede jeg, at der er en genetisk grund til at en dansker ikke kan udtale islandske navne. Den hedder selvoptagethed. Jeg kan ikke huske hvilket kromosom den fejl ligger på. Sydommen findes også andre steder og kan være smitsom. Den forekommer også i Island.

[Bjarne Örn Hansen (IP-tala skráð) 14.6.2017 kl. 18:19]

Beriger vores kultur? sikket noget lort ... ja, man kan kalde kriminalitet, mord, tyveri, voldtægt ... for at berige kulturen.  Men folk i disse tanker, burde jo berige sin "egen" kultur, ikke andres.